Mandag den 22. april kan chauffør Leif Jørgensen fejre sit 25 års jubilæum hos KG Beton.
Eller faktisk, så startede Leif allerede i 1968, hvor han kørte beton ud til kunder i det der, set med nutidens briller, var en lille lastbil med ikke så meget kapacitet.
Efter syv år havde Leif lyst til at prøve noget andet, men han forlod aldrig helt jobbet som chauffør for KG Beton, her fortsatte han nemlig som afløser og da hans bror, der også var chauffør hos KG Beton, i 1999 ville gå på pension, kunne Leif lige så godt overtage hans job. Og sådan blev det.
Leif er meget vellidt både som ansat, kollega og ikke mindst ude blandt kunder, hvor han gerne hjælper til og altid yder en fantastisk service. Han har et meget positiv livssyn og en smittende energi.
Derudover er Leif et meget aktivt menneske, som på trods af sine 77 år stadig både løber, spiller golf, går – og det med mange forskellige distancer, som bl.a. 24 timers march, hvor Leif gik 130,03 km.! Og så står han på ski – gerne flere skiture hvert år med familie og venner. Desuden er han en ivrig campist i såvel ind- som udland, måske fordi det også kan kombineres med vandreture.
Dagen fejres med en intern reception.